Jeg sidder i min stue med en dejlig kop kakao, efter en helt afsindig hyggelig brunch-aftale med en barndomsveninde, jeg ser alt for lidt. Eftermiddagen har jeg sat af til at skrive min penneven (penneven – det minder mig sådan om sidst 80erne, først 90erne 🙂 ) fra Texas, USA. B har jeg kendt nu i 5½ år og vores venskab startede ret så tilfældigt. En kollega havde syntes godt om en side på facebook, og nysgerrig som jeg er lurede jeg lidt på siden, der linkede til en hjemmeside, WAP (du skal være 18 for at må bruge siden!). WriteAPrisoner (WAP) minder meget om en dating side, i deres opsætning. Men det er yderst vigtigt at huske at det er det ikke!! Siden formidler amerikanske indsatte borgers oplysninger, så de kan få kontakt med verden udenfor i form af en penneven, eller PP (penpal). Hjemmesiden yder den service at man kan oprette sig som bruger, og derigennem kan man skabe kontakt, stille dumme spørgsmål og give videre af egen erfaring blandt andre PPer. Vælger man at benytte siden til at finde en penneven, kan jeg kun anbefale at tage hele hjemmesiden i brug. Jeg brugte mange, virkelig mange timer på siden, inden jeg fandt frem til 5 som jeg skrev til. Af de 5 hørte jeg tilbage fra 1. Skuffelsen var ikke enorm da jeg havde læst at på siden at man ikke altid skulle vente svar. Grundene til dette kunne være mange, lige fra mangel af frimærker, til at de var en yderst populær indsat der fik mange breve. I første omgang skrev jeg sammen med J, en ung gut der sad/sidder i isolation. Efter et halvt års tid valgte jeg endnu 5 ud fra hjemmesiden, og igen fik jeg svar fra 1, B. J faldt fra efter små 2 år og jeg tænker da engang imellem på hvordan det står til med ham. Men det var hans valg at stoppe kontakten og det må jeg respektere. B hænger stadig på, og hvad den mand ikke ved om mig, er til tider skræmmende at tænke på. For lige meget hvad der sker i mit liv, så deler jeg det med ham som noget af det første. Men det er så befriende at kunne dele alt med en anden. Og jeg mener virkelig alt. Lige fra sorger og glæder til romancer og en manglende forståelse af det modsatte køn. Og som en veninde mindede mig om, så er han jo stadig en del af mit liv, selvom han ved alt om mig, haha

B er fra 1980, i 1999 blev han dømt for mord og fik 20 år. Jeg er den eneste person uden for fængslet, der har været en fast del af hans liv i de forgangne 6 år. Jeg deler mit liv med ham, og han deler hans liv med mig. Jeg kan ikke beskrive den følelse man får af at skrive disse breve, en ting kan jeg sige, man finder sig pludselig meget involveret i deres liv og bekymre sig hvis de ikke svare på ens breve.
Men skulle man sidde derude og være blevet nysgerrig, så tjek det ud. Det eneste det koster dig, er tid og et frimærke!