Når søvnen tager over

I aften bliver min syvende dag med medicin, som svar på kampen mod min depression. Og jeg må indrømme at jeg er ret så skuffet. Jeg ved det godt. En uge…giv det nu lige en chance. Og det er jo ikke fordi jeg ikke ønsker at de skal virke, men indtil nu har jeg kun oplevet negative bivirkninger, og helt ærligt så vil jeg gerne være dem foruden.
Om to uger har jeg en ny aftale hos min læge, hvor vi skal evaluerer på situationen, og sker der ikke noget drastisk positivt, håber jeg han er med på at vi dropper dem igen.

I går sov jeg 20 timer, hvilket betød at jeg stod op kl 21.
Jeg har ikke før vendt op og ned på dag og nat på den måde. Ja, jeg mere eller mindre sov december væk. Sov gerne mellem 12 og 16 timer om dagen, men jeg var altid i send igen mellem 23 og 01. Overkommeligt. Og der var stadig mulighed for at få lidt ud af de vågne timer. Så da jeg læste at en af bivirkningerne på min medicin, var at man blev sløv og træt, tænkte jeg umiddelbart at det da ikke kunne blive værre. Hold op hvor tog jeg fejl! Nu hvor jeg sover så meget, er det som om jeg bare er endnu mere sløv og ugidelig i de timer jeg er vågen. Hvilket ender ud i at jeg ingenting får lavet… Og det selvom lejligheden ligner noget der er løgn, og jeg har inviteret gæster til fødselsdag om et par uger.